Et besøg vi sent vil glemme – og som sætter alt i perspektiv

Del 2

I torsdags besøgte vi også Oleksir, hans kone og deres søn. Denne gang havde vi sat ekstra tid af til at være sammen med dem, lytte og forstå deres behov.

Behovene er desværre de samme som sidst: hygiejne, bleer til børn og voksne og mad.

De havde allerede hentet det, der var sendt med posten, og stillet det klar, så folk fra lokalområdet kunne komme og tage det, de havde brug for.

Da der var luftalarm, var det ikke sikkert at samle mange mennesker.

Vi besluttede derfor at tage lidt under armen og gå ud til de lokale for at aflevere hjælpen personligt.

Kort efter hører Nataliya en drone.

Hun kender lyden – vi andre hørte ingenting.

Vi gik hurtigt ind igen, og lidt efter var det sikkert at fortsætte.

Vi når kun den første levering, før dronerne igen er over området.

Denne gang hører vi dem alle sammen.

Vi bliver, hvor vi er, indtil lyden forsvinder, og bevæger os så videre – men ikke længe efter bliver lyden højere og højere.

Vi løber af små omveje tilbage mod Oleksirs hus, fordi situationen simpelthen bliver for farlig.

På vej tilbage hører vi et nedslag ikke langt væk.

En drone er gået ned.

Vi sidder i sikkerhed inde i deres hus, men sikkerheden er kun relativ.

De har ingen kælder. Ingen beskyttelsesrum.

Det har ingen i landsbyen.

Deres eneste beskyttelse er deres egne fire vægge.

Da luftrummet bliver roligt igen, kommer der flere lokale for at hente det, de har brug for – både til sig selv og deres familier.

Nataliya fortæller, at det her er hverdagen.

Hver eneste dag.

Stressende, farligt og fuldstændig uforudsigeligt.

Udover nødhjælp havde vi også lidt værktøj med til Oleksir, så de kan fortsætte med at genopbygge huse i området.

Endnu engang en oplevelse, der blev noget helt andet, end vi havde håbet – men som minder os om, hvorfor vi bliver ved.